Februar 28 2020 11:37:00
Navigation
· Forside

· Køb Jydske Dollars
· Vilkår
· Om Jydske Dollars

· Fotoalbum
· Links

· Konkurrencer & Vindere

· Link til Os
· Søg

· Artikler
· Debat Forum
Tilfældigt billede
Snefri..
Snefri..
Sjovt
Betal med:
betal med paypal, visa, mastercard, american express, discover, bankoverførsel
RSS
Benyt vores RSS-Feeds

Seneste Nyheder
Nyeste Artikler
Seneste Forum Indlæg
Nyeste links

[Wraith Design by Kito.dk]
WIKI - Bank
Bank

En bank er en virksomhed, som på den ene side modtager midler til opbevaring eller forrentning fra offentligheden (indskud eller indlån) og på den anden side placerer disse og sin egen kapital mod et afkast (udlån eller placeringer i værdipapirer).

Banker adskiller sig traditionelt fra andre institutioner, der også fungerer som mellemled mellem kreditgivere og kreditsøgende (sparekasser, kreditforeninger etc.), bl.a. derved, at de særlig beskæftiger sig med den kortvarige kredit, dvs., at de i særlig grad modtager midler, der er bestemte til med kort varsel at tages tilbage (anfordringsindskud).

I den regulering på bankområdet, som er fælles for EU, behandles banker på linje med andre kreditinstitutter, hvilket også omfatter sparekasser og realkreditinstitutter. I dag er der ikke ud over ejerformen nogen forskel mellem danske sparekasser og banker, som i lovgivningen (Lov om finansiel virksomhed) samlet betegnes pengeinstitutter. Banker skal i Danmark være organiseret som aktieselskaber.

Bankernes ældre historie

Overalt, hvor der er et sikkert retssystem, og hvor en arbejdsdeling mellem handel, industri og landbrug har fundet sted, er der betingelser for, at et bankvæsen kan fremstå. Bestemte efterretninger om bankvirksomhed, endog ret udviklet, har vi fra Babylon og Egypten.

I det gamle Grækenland fandtes der forsk. arter af forretningsmænd, der drev bankvirksomhed. En stor rolle spillede Trapezitterne, der allerede nævnes i 4. f.Kr. Ved siden heraf eksisterede der andre bankierer, der særlig gav sig af med veksling af mønter, og atter andre, der hovedsagelig beskæftigede sig med udlån ved hjælp af de midler, som de modtog som indlån. Foruden disse private forretningsmænd eksisterede der offentlige B., navnlig i forbindelse med templerne. De store templer i Delfi osv. lånte nemlig deres skatte ud, såvel til private som til offentlige formål, og ved siden heraf drev de depositoforretning, idet templerne blev betragtede som særlig sikre opbevaringssteder for værdier. Også i Rom eksisterede der forsk. kategorier af bankierer, således argentarii, der nærmest svarede til de gr. Trapezitter. I øvrigt beskæftigede de rom. bankierer sig såvel med møntveksling som med modtagelse af deposita og indlån og med udlån mod Pant.

I middelalderen og den nyere tid opstod nødvendigheden af bankvirksomhed særlig p.gr.a. den uhyre store mængde af forsk. møntsorter, der efterhånden kom i omløb. De forsk. småstaters regeringer udprægede hver sine mønter, og i det tyske rige alene opstod der efterhånden ikke mindre end 600 møntværksteder. Hertil kom, at når møntherren døde, var det alm. skik, at hans efterfølger prægede ny mønt, og desuden var det alm., at de møntberettigede skaffede sig indtægt ved at præge ny mønter af samme pålydende som de gamle, men af ringere metalindhold. Endelig var der til stadighed en mængde slidte og beklippede mønter i omløb. Under disse omstændigheder var det nødvendigt, at der navnlig på de større handelspladser, hvor forretningsfolk fra forsk. steder mødtes, fandtes personer med særlig møntkendskab, der kunde besørge ombytningen af alle de forsk. møntsorter.

I de ital. handelsstæder træffer man derfor også allerede fra 14. århundrede bankierer, der særlig gav sig af med omveksling af mønter; men i forbindelse hermed opstod der ganske naturlig en anden bankvirksomhed, nemlig opbevaringen af de handlendes kassebeholdninger og besørgelsen af deres indbyrdes betalinger. De penge, som på denne måde betroedes B. ell. bankiererne, benyttede disse til udlån og til handelsforretninger, ofte på en måde, der ikke stemmede med de fordringer, man må stille til bankmæssig anvendelse af betroede midler, hvilket til Tider bragte dem i Forlegenhed og gjorde det vanskeligt for dem at efterkomme deres forpligtelser. Navnlig i 16. århundrede synes betalingsstandsninger at være blevne hyppige, hvilket førte til indretningen af den første offentlige B. (Banco di Rialto i Venedig) 1587. Denne B. er det første Eksemplar af den Type af offentlige B., der alm. benævnes girobanker (af giro: omløb, kredsløb, fordi betalingen skete ved, at tilgodehavender omskrevet fra den ene konto til den anden).

Når man tidligere har ment, at sådanne offentlige institutioner allerede fra 14. århundrede har eksisteret i Italien, beror det nærmest på en forveksling med en anden institution, de såkaldte Monies, der imidlertid ikke var egl. B,., men foreninger af kapitalister, der sluttede sig sammen i selskaber for at yde lån til stater og byer. Banco di Rialto fik 1619 i selve Venedig et sidestykke i Banco Giro, og de to B. bestod nogen tid ved siden af hinanden, indtil Banco di Rialto gik ind, og Banco Giro bestod alene indtil republikkens undergang.

Også i fl. a. af de ital. stæder opstod ign. institutioner, og de fik hurtig efterligninger i andre europæiske handelsstæder, således navnlig Amsterdam (1609), Hamburg (1619) og Nürnberg (1621). Ved siden af at være opbevaringssted og at formindske brugen af kontante penge ved at sætte omskrivning i B.'s bøger i stedet, fik de den bet, at de under de ovf. omtalte forvirrede møntforhold skabte et fast og sikkert pengevæsen. Sin højeste udvikling nåede det ital. bankvæsen i Genua. Ved de senere girobanker, navnlig den hamburgske, udvikledes dette princip videre, således at der dannedes en særlig bankvaluta, der bevarede sin faste og uforanderlige metalværdi midt under alle møntforringelser (se ndf.).

I Holland havde allerede i 16. århundrede, ligesom tidligere i Italien, den skik udviklet sig, at de handlende ikke selv opbevarede deres kassebeholdning, men deponerede den hos de såkaldte kassiers og afgjorde deres betalinger ved anvisninger, kassierbriefjes. For at bringe orden i deponeringsforretningerne oprettedes 1609 den amsterdamske vekselbank efter ital. mønster. Af de deponerede penge begyndte den meget tidlig - i strid med dens opr. formål - at gøre udlån. 1657 blev det den forbudt at udlåne til private; men den udlånte senere til det Ostindiske Kompagni og til staden Amsterdam. Omtr. 1790 var dens kredit rystet, og skønt det ved regeringens hjælp lykkedes den at inddrage sine tilgodehavender, kom den ikke mere på fode. Den ophævedes 1819.

Som efterligning af den amsterdamske opstod 1619 den hamburgske B., der udmærker sig ved at være den girobank, der fik den længste levetid, og ved det ejendommelige omsætningsmiddel, Hamburger Banco(s.d.), der skabtes ved dens virksomhed. Ligesom den amsterdamske begyndte den hamburgske B. meget tidlig at benytte de betroede midler til udlån, hvilket bragte den i forlegenhed og fl. gange førte til forbigående betalingsstandsninger. Først i slutn. af 18. århundrede bragtes der igen orden i dette forhold; tilgodehavenderne blev inddragne, og B. havde atter fuld sølvdækning i sine kældre. Herfra skete kun undtagelser 1813, da Davout borttog en stor del af B.'s Beholdning, og under krisen 1857, da den gjorde udlån til den da oprettede diskontokasse. Efter reorganisationen i slutn. af 18. århundrede indførte B., for at danne en grundig modvægt mod den herskende møntforvirring, et helt nyt system, idet den ikke længere modtog nogen Art af Mønter efter deres pålydende Værdi, men kun efter deres virkelige Indhold af fint sølv. Den indførte en ny regningsenhed, nemlig en Mark Banco, af hvilken der regnedes 27,75 på en Mark fint sølv kölnsk vægt, og den hamburgske Mark Banco, der altså ikke var nogen virkelig udpræget mønt, blev nu den regningsenhed, hvorefter hamburgske købmænd afgjorde alle deres betalinger ved omskrivninger i B.'s bøger. Herved undgik de alle de misligheder, som møntforvirringen i de andre tyske stater medførte. Efter indførelsen af det ny tyske møntsystem og oprettelsen af den tyske Rigsbank ophævedes Hamburgbanken 1875.

I England var det i 17. århundrede guldsmedene, der ligesom de holl. kassiers fungerede som opbevarere af de handlendes og kapitalisternes kassebeholdninger og besørgede deres indbyrdes betalinger. Ejendommeligt for dem var, at de for de deponerede summer udstedte modtagelsesbeviser, der benyttedes som betalingsmidler, altså noget ign. som nutidens Banksedler. Sådanne beviser har i øvrigt også andre steder været i brug på et tidligt tidspunkt, således i Stockholm, hvor Palmstruch's Bank (oprettet 1656) allerede 1661 udstedte såkaldte creditivsedlar.

Bankernes historie i Danmark

5. december 1736 blev den Københavnske Assignations- Veksel- og Lånebank stiftet. Blandt aktionærerne var hovedaktionæren Jean Henri Desmercières og Ludvig Holberg med en enkelt aktie i foretagnet. Banken var berettiget til at udstede papirpenge, som de offentlige kasser var forpligtede til at modtage.

På Fyn blev der etableret en privat bank i i 1846, da Fyens Disconto Kasse blev stiftet af en kreds af Odense-købmænd anført af Lorentz Bierfreund.

Ved udgangen af 2004 var der i Danmark i alt 151 banker og sparekasser. Hertil kommer 1 bank og 3 sparekasser på Færøerne og 1 bank på Grønland. Der sondres i øvrigt ikke længere mellem banker og sparekasser, efter at sparekasserne i 1988 fik lov til at omdanne sig til aktieselskaber og dermed til egentlige banker. Desuden har 20 udenlandske banker filialer i Danmark

Almindelige bankforretninger

De traditionelle bankforretninger falder i to afdelinger, nemlig modtagelsen af midler til opbevaring eller forrentning (indlån) og anvendelsen af bankens kapital og af de modtagne midler (udlån og placering i værdipapirer).

Foruden disse forretninger, der påvirker og udnytter bankens balance, udfører banker typisk en række transaktionsforretninger, dvs. forretninger, hvor penge, værdipapirer eller andre aktiver skifter ejer uden - eller kun ganske kortvarigt - at være i bankens eje, og hvor banken ikke tjener rente eller udbytte, men et transaktionsgebyr.

En række forretninger anvender ikke direkte bankens balance. Det gælder aftaler om fremtidig udveksling af betalinger (såkaldte swaps), fremtidige køb og salg (terminskontrakter) og andre finansielle kontrakter. Sådanne forretninger udgør nominelt ofte meget store beløb.

Endelig udfører banker typisk også en række rådgivningsopgaver, som der tages selvstændig betaling for, og der modtages provisioner for formidling af andre virksomheders ydelser, fx ejendomssalg, forsikring og realkredit.
Del denne side
| | | | |
[T-SHIRT]
Stats
Siden dannet på: 0.05 sekunder 4,584,873 Unikke besøg