5. §§ 166-170 (pengefalsk)
5.1. Gældende ret mv.
5.1.1. Straffelovens §§ 166 og 167 indeholder bestemmelser om
forsætlig pengefalsk. Efter § 166, stk. 1, straffes den, som
eftergør eller forfalsker penge for at bringe dem i omsætning
som ægte, eller som i samme hensigt forskaffer sig eller andre eftergjorte
eller forfalskede penge. Som det fremgår, er pengefalsk efter §
166 fuldbyrdet på et tidligere stadium end dokumentfalsk, der kræver,
at der er gjort brug af dokumentet. Den, som ikke kan straffes efter §
166, kan efter omstændighederne straffes efter § 167 for udgivelse
af eftergjorte eller forfalskede penge.
Normalstrafferammen er efter begge bestemmelser fængsel indtil
12 år. Afvigelse herfra gælder på to punkter.
For det første er maksimumstrafferammen efter § 166, stk.
2, fængsel indtil 4 år, såfremt forfalskning er sket
ved at formindske værdien af gangbar mønt. Straffelovrådet
antog i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse
(s. 188), at denne begrænsning også må antages at gælde
med hensyn til udgivelse efter § 167, i hvert fald hvis gerningsmanden
ved, at forfalskning er sket ved at formindske penges værdi.
For det andet kan straffen efter § 167 gå ned til bøde,
såfremt udgiveren har modtaget falske penge i god tro.
Om §§ 166 og 167 kan henvises til Den kommenterede straffelov
s. 140 ff.
Straffelovens § 168 supplerer §§ 166 og 167 med en bestemmelse
om visse uagtsomme forhold. Således straffes den, der udgiver penge,
som han formoder er eftergjort eller forfalskede. Straffen er fængsel
indtil 3 år. Har udgiveren modtaget pengene i god tro, kan straffen
gå ned til bøde og under formildende omstændigheder
bortfalde, sml. Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 144 f.
Straffelovens § 169 retter sig mod et med pengefalsk beslægtet
forhold, der består i, at nogen forfærdiger, indfører
eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlig
ydre lighed med penge eller med et til almindeligt omløb bestemt
værdipapir. Straffen er bøde, sml. Den kommenterede straffelov
s. 140 f. og 145 f.
Endelig straffes efter § 170 den, som uden hjemmel i lovgivningen
forfærdiger, indfører eller udgiver på ihændehaveren
lydende forskrivninger, der fremtræder som bestemt til i snævrere
eller videre kredse at benyttes som betalingsmiddel mand og mand imellem,
eller som må forventes at ville blive benyttet på denne måde.
Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
Om bestemmelsen, der ikke omfatter fremmede pengesedler, kan henvises til
Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 146.
Der er fortsat ikke mange sager i trykt retspraksis om pengefalsk. Til
illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i
Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1013, hvor T1 og T2 for falskmøntneri
og forsøg herpå ved fremstilling mv. af falske dollarsedler
svarende til mere end 3 mio. dollars straffedes med henholdsvis 6 og 8
års fængsel. Der kan også henvises til Østre Landsrets
dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372, hvor
tiltalte for besiddelse af i alt 4.820 dollars i falske sedler og forsøg
på udgivelse af 300 dollars heraf straffedes med fængsel i
8 måneder efter straffelovens § 167, jf. § 166, stk. 1,
jf. til dels § 21.
Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort
i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 354, om T1 og T2, der havde erkendt
sig skyldige i overtrædelse af § 166, stk. 1, ved under anvendelse
af en farvefotokopieringsmaskine at have fremstillet ca. 100 falske 500
kr.-sedler og nogle falske 100 kr.-sedler for at bringe dem i anvendelse
som ægte, hvilket skete for så vidt angik 6 af 500 kr.-sedlerne.
De turde herefter ikke fortsætte og rev en del af de resterende sedler
i stykker. T1, som den 1. juli 1991 var idømt en fællesstraf
af fængsel i 4 måneder betinget for dokumentfalsk og bedrageri,
blev nu straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år
og 9 måneder. T2, som var ustraffet, men som tillige blev fundet
skyldig i ulovlig omgang med hittegods med hensyn til 2 kuverter indeholdende
2 personnummerbeviser, blev straffet med fængsel i 1 år og
3 måneder.
I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen
1997, s. 53, blev to kvindelige, ustraffede tiltalte for overtrædelse
af § 167, jf. § 166, stk. 1, straffet med fængsel i 60
dage hver for i en bank at have udgivet 2 falske 1.000 kr. sedler med henblik
på at få sat dem ind på den ene tiltaltes konto.
Endelig kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort
i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1117, om en 38-årig ustraffet,
der havde fremstillet 16 falske 500 kr.-sedler med pc, scanner og farveprinter.
6 af dem blev brugt af en kammerat, hvilket den 38-årige måtte
anse for overvejende sandsynligt ville ske. Den pågældende
idømtes 6 måneders ubetinget fængsel.
5.1.2. Samtlige bestemmelser har, når bortses fra de ændringer,
der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr.
433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs
ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 166 kan henvises
til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 345
og 346 samt s. 292. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning
af 1917, § 155 samt s. 148-49, og Straffelovskommissionens betænkning
af 1923, § 155 samt sp. 265-67. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende
1924-25, tillæg A, sp. 3351-52 (§ 168).
For så vidt angår § 167 kan henvises til Straffelovskommissionens
betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere
henvises til Torps betænkning af 1917, § 156 samt s. 148-49,
og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 156 samt sp.
267. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A,
sp. 3352 (§ 169).
Med hensyn til § 168 kan henvises til Straffelovskommissionens
betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere
henvises til Torps betænkning af 1917, § 157 samt s. 149-50,
og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 157 samt sp.
267-68. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg
A, sp. 3352 (§ 170).
Om § 169 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning
af 1912, § 348, stk. 2, samt s. 293. Der kan endvidere henvises til
Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 27 samt s. 25, og Straffelovskommissionens
betænkning af 1923, forsl.l. § 28 samt sp. 405. Endelig kan
henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§
171).
Endelig kan om § 170 henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg
A, sp. 5366 (§ 169), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp.
2181-82 (§ 169).
5.1.3. Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven,
lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland,
Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov
om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse
af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri,
1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse
af domfældte og FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger
samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen
mv.) gennemførtes bl.a. de ændringer af straffeloven, som
var nødvendige for, at Danmark kan opfylde EU-rammeafgørelsen
om falskmøntneri. EU-rammeafgørelsen pålægger
bl.a. visse pligter med hensyn til strafferammer i national ret for falskmøntneri.
Som det forudsætningsvis fremgår af pkt. 5.1.2 ovenfor,
blev det ved denne lov lagt til grund, at EU-rammeafgørelsen ikke
fordrede ændringer i straffelovens bestemmelser om forbrydelser vedrørende
penge. Denne antagelse byggede bl.a. på, at forhold omfattet af straffelovens
§ 166, stk. 1, kan straffes med fængsel indtil 12 år,
sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 2889 f. og 2892:
”Artikel 3-6 fastsætter kriminaliseringspligten ifølge
rammeafgørelsen.
I artikel 3 opregnes de handlinger, som skal være strafbare i
den nationale lovgivning. Det drejer sig om følgende handlinger:
- enhver fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt,
- indførsel, udførsel, transport, modtagelse eller anskaffelse
af falske penge med henblik på udgivelse, vel vidende at de er falske,
- fremstilling, modtagelse, anskaffelse eller besiddelse, der foretages
i bedragerisk hensigt, af redskaber, genstande, edb-programmer og alle
andre midler, som er bestemt til fremstilling eller forandring af penge,
samt hologrammer eller andre sikkerhedselementer til beskyttelse af penge
mod forfalskning.
Artikel 4 medfører pligt til at sikre, at de ovennævnte
handlinger er strafbare, hvis de begås under anvendelse af lovlige
pengeudstedende myndigheders faciliteter eller materialer, men ved krænkelse
af de kompetente myndigheders rettigheder eller i strid med betingelserne
for de kompetente myndigheders ret til at udstede penge og uden disse myndigheders
tilsagn.
Efter artikel 5 skal medlemsstaterne sikre, at de ovennævnte handlinger
er strafbare ikke blot for så vidt angår falskmøntneri
med hensyn til eksisterende valuta, men også for så vidt angår
falskmøntneri med hensyn til eurosedler og euromønter, der
begås, før euroen sættes i omløb den 1. januar
2002.
Efter artikel 6, stk. 1, skal de ovennævnte handlinger kunne straffes
med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder
frihedsstraf, der kan medføre udlevering. For fremstilling og forandring
af penge i bedragerisk hensigt skal der fastsættes en strafferamme
på mindst 8 års fængsel, jf. artikel 6, stk. 2. Danmark
har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en
erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på
falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar
mønt ...
Der er tidligere i forbindelse med forslaget til folketingsbeslutning
om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri
redegjort for de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til
rammeafgørelse ... Som det fremgår heraf, anses de strafbare
handlinger, der nævnes i artikel 3 og 4, bl.a. i lyset af straffelovens
§§ 21 og 23 om forsøg og medvirken for at være omfattet
af straffelovens regler, navnlig § 166 og § 167. I det omfang
straffelovens § 166 og § 167 ikke finder anvendelse i forhold
til penge, der endnu ikke er sat i omløb, anses falskmøntneri
med hensyn til euroen, der begås inden den 1. januar 2002, for omfattet
af straffelovens § 171 om dokumentfalsk eller straffelovens §
279 om bedrageri samt efter omstændighederne af reglerne om forsøg
og medvirken. Artikel 3-5, jf. artikel 6, stk. 1, kræver derfor ikke
lovændring.
Efter artikel 6, stk. 2, skal fremstilling eller forandring af penge
i bedragerisk hensigt kunne straffes med fængsel, og der skal fastsættes
en strafferamme på mindst 8 års fængsel. Strafferammen
for falskmøntneri er efter straffelovens § 166, stk. 1, fængsel
indtil 12 år, mens formindskelse af værdien af gangbar mønt
efter straffelovens § 166, stk. 2, alene kan straffes med fængsel
indtil 4 år. Som nævnt ... har Danmark i forbindelse med vedtagelsen
af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel
6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker
ved formindskelse af værdien af gangbar mønt. På den
baggrund kræver artikel 6, stk. 2, heller ikke lovændring.”
5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987
om strafferammer og prøveløsladelse
5.2.1. Straffelovrådets drøftelse af §§ 166-168
tog udgangspunkt i, at der på daværende tidspunkt kun forelå
et forholdsvis begrænset antal sager med spørgsmål om
pengefalsk mv. Rådet hæftede sig også ved udvalgsovervejelser
om de tilsvarende svenske bestemmelser, sml. s. 188-89:
”De ikke særlig talrige sager om pengefalsk har overvejende drejet
sig om fremstilling, fremskaffelse og udgivelse af dollarsedler. De strengeste
straffe er idømt efter § 166 i U 1982.1013 H: fængsel
i 6 og 8 år for to personers forhold vedrørende fremstilling
af falske dollarsedler til i alt over 3 mio. dollars. Se endvidere U 1953.513
H (3 år og 6 måneder, herunder bedrageri og smugleri) og U
1971.436 H om forskaffelse af ca. 150 falske 100 dollarsedler (4 år).
Der forekommer også noget lavere straffe bl.a. U 1970.276 Ø
om udgivelse af nogle falske canadiske 20 dollarsedler (8 måneder).
I svensk ret er pengefalsk inddelt i tre grader, for hvilke betænkningen
SOU 1986:14 s. 283 foreslår følgende strafferammer (der ligger
lidt lavere end i gældende ret): penningförfalskning: fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, ringa penningförfalskning: bøde
eller fængsel indtil 3 måneder, grov penningförfalskning:
fængsel fra 1 til 6 år (i dag fra 2 til 8 år). Strafmaksimum
ligger altså efter dette forslag på det halve af det, der nu
gælder i dansk ret.
Straffelovrådet finder, at det nok kunne komme i betragtning at
indføre en delt strafferamme for forsætlig pengefalsk og at
foretage enkelte andre ændringer i §§ 166-168. Blandt under
hensyn til det ringe antal sager, der kommer til pådømmelse,
har man dog begrænset sig til at foreslå nogle nedsættelser
af strafmaksima uden ændring af gerningsbeskrivelsen i §§
166-168.
Det foreslås, at strafmaksimum i § 166, stk. 1, bliver 10
år, at den praktisk betydningsløse bestemmelse i § 166,
stk. 2, ophæves, at hæfte udgår i § 167, 2. pkt.,
og at strafferammen i § 168 bliver bøde eller fængsel
indtil 1 år.”
I tilslutning til ovenstående bemærkes, at de refererede
udvalgsforslag endnu ikke er gennemført i den svenske straffelov
(sml. Brottsbalken, 14. kap., 6 §, hvorefter strafferammerne er henholdsvis
fængsel indtil 4 år (”penningförfalskning”), bøde
eller fængsel indtil 6 måneder (”ringa penningförfalskning”)
og fængsel i 2 til 8 år (”grov penningförfalskning” )).
Bestemmelsen blev i 2001 ændret på andre punkter, og der tilføjedes
6 a § af hensyn til EU.
5.2.2. § 169 foreslog Straffelovrådet videreført uændret.
I § 170 foresloges som led i afskaffelsen af hæftestraffen det
hidtidige strafmaksimum på 3 måneders hæfte afløst
af et strafmaksimum på 4 måneders fængsel (sml. betænkningen
s. 189). Forslaget er ikke gennemført, idet det hidtidige strafmaksimum
bibeholdtes ved den lovændring, hvorved hæftestraffen afskaffedes,
sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000.
5.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet
og datakriminalitet
5.3.1. I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet har Udvalget
om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet behandlet forskellige
spørgsmål om betalingskriminalitet, sml. kapitel 4 s. 77 ff.
Se endvidere denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6.
Udvalget finder, at udviklingen på IT-området nødvendiggør,
at der indsættes bestemmelser i straffeloven om falske elektroniske
penge og om handlingerne at producere, skaffe sig, besidde med henblik
på uberettiget anvendelse eller videregive oplysninger, der identificerer
et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre.
I det følgende omtales udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske
penge, jf. pkt. 5.3.2 nedenfor. Endvidere omtales i tilslutning hertil
udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre
mv., jf. pkt. 5.3.3 nedenfor.
5.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske penge er beskrevet
i betænkningen s. 82 ff. og 150 f. Heraf fremgår, at §§
166-169 bør suppleres med en bestemmelse om elektroniske penge,
der har et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. s. 88:
”Straffeloven indeholder i §§ 166-169 bestemmelser om eftergørelse
og forfalskning af penge mv. Hovedbestemmelsen – § 166 – har fremrykket
fuldbyrdelsesmoment, idet kriteriet er, at penge er eftergjort eller forfalsket
for at bringe dem i omløb som ægte. Strafmaksimum i §
166 er fængsel i 12 år. Bestemmelserne vedrører imidlertid
kun landenes autoriserede, almindelige betalingsmidler, og de er derfor
ikke anvendelige på elektroniske penge.
Udvalget finder, at der også bør være en særlig
strafferetlig beskyttelse af elektroniske penge. Udvalget finder, at et
strafmaksimum på fængsel i 6 år er passende i betragtning
af, at elektroniske penge, til trods for udviklingen hen imod øget
brug af sådanne produkter, har en anden karakter end et lands autoriserede
almindelige betalingsmidler, hvor det er hele landets betalingssystem,
der skal beskyttes.”
Sml. også s. 150 f.:
”Udvalget har særligt overvejet, om området er så
nyt, at en strafferetlig regulering bør afvente den videre udvikling.
Udvalget finder imidlertid, at netop det forhold, at området er i
hastig udvikling, taler for, at området reguleres nu. Der er herved
lagt særlig vægt på, at i det omfang, det lykkes at producere
falske elektroniske penge, vil der ikke være noget, der adskiller
dem fra de ægte. Modtageren har vanskeligt ved at opdage, at der
ikke er tale om ægte elektroniske penge. Området er opklarings-
og bevismæssigt endnu mere vanskeligt end falske penge.
Udvalget finder, at elektroniske penge bør nyde en kvalificeret
beskyttelse, selv om anvendelsen af dem typisk vil være omfattet
af straffelovens § 279 eller § 279 a.
Udvalget finder, at problemstillingen er så nært forbundet
med spørgsmålet om betalingsmidler, at reguleringen bør
indsættes i straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende
penge.
Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som §
169 a, og at kapitlets overskrift ændres til ”Forbrydelser vedrørende
betalingsmidler”.
”§ 169 a. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den, der uretmæssigt fremstiller, skaffer sig eller udbreder
falske elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte.
Stk. 2. Ved elektroniske penge forstås elektronisk lagrede pengeværdier,
der anerkendes som betalingsmidler af andre end udstederen.
Stk. 3. Ved falske elektroniske penge forstås midler, der uden
at være ægte elektroniske penge er egnede til at blive brugt
som sådanne.
Stk. 4. Er handlingen af særlig grov beskaffenhed på grund
af den måde, hvorpå den er udført, eller på grund
af beløbets størrelse, er straffen fængsel indtil 6
år.”
Udtrykket ”betalingsmiddel”, der også anvendes i EU-direktivet
[Europaparlamentets og Rådets direktiv af 18/9 2000 om adgang til
at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge
og tilsyn med en sådan virksomhed (EFT L 2000 257/39] og den danske
lov om udstedere af elektroniske penge [lov nr. 502 af 7/6 2001], dækker
et middel, der repræsenterer en given værdi og kan benyttes
som betalingsmiddel uden trediemands mellemkomst. Det dækker således
ikke ”betalingsinstrumenter”, der alene er pengeanvisninger, dvs. anmodninger
til en anden (f.eks. en bank) om at udbetale et vist beløb til trediemand.
Såfremt handlingen ligger tidligere end det gerningsindhold, der
er omfattet af bestemmelsen, finder de almindelige forsøgsregler
anvendelse.
Udvalgets forslag omfatter ikke brugen af falske elektroniske penge.
Udvalget finder, at brugen fortsat skal være dækket af de almindelige
bestemmelser, i praksis typisk straffelovens § 279 a om databedrageri.”
5.3.3. Udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre
mv. er beskrevet s. 88 ff. og 151 ff. Det anføres bl.a.:
”Udvalget har vurderet, i hvilket omfang betalingskort kan give anledning
til overvejelser om en fremrykket beskyttelse eller om en ændret
regulering. Udvalget finder, at følgende områder er aktuelle:
1. Falske betalingskort.
2. Betalingskortnumre.
Udvalget finder, at både produktion, forskaffelse, besiddelse
med henblik på uberettiget brug og videregivelse af falske betalingskort
bør kriminaliseres.
Udvalget finder endvidere, at kriminaliseringen også bør
omfatte betalingskortnumre.
Udvalget har valgt at foreslå en regulering, der ikke er knyttet
til fysiske kort, men er knyttet til de relevante betalingsinformationer.
Udvalget foreslår følgende formulering af bestemmelsen:
”§ 301. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
straffes den, der med forsæt til uberettiget anvendelse producerer,
skaffer sig, besidder eller videregiver oplysninger, der identificerer
et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre.
Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse i en videre kreds
eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder,
er straffen fængsel indtil 4 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på ægte
betalingskort.”
Da der kræves forsæt til uberettiget brug består udvidelsen
set i forhold til straffelovens § 21 i, at der ses bort fra konkretiseringskravet.
Selv om besiddelse typisk vil indgå i produktion, forskaffelse og
videregivelse, har udvalget fundet det rigtigst at nævne disse ting
særskilt for at undgå fortolkningsproblemer omkring besiddelsesbegrebet.
Efter forslagets stk. 1 er alle betalingskortnumre omfattet, uanset
om de er ægte, genererede eller frit konstruerede. De er endvidere
omfattet, hvad enten de alene foreligger som oplysninger uden tilhørende
kort, eller de foreligger på falske kort. Hovedområdet vil
imidlertid være konstruerede eller eftergjorte betalingsmidler, herunder
hvide kort med konstrueret eller eftergjort magnetstrimmel mv.
Forslagets stk. 2 angiver videregivelse i en videre kreds som en af
de skærpende omstændigheder, der kan medføre, at forholdet
henføres under stk. 2. ”I øvrigt skærpende omstændigheder”
vil f.eks. kunne foreligge, hvis oplysningerne er skaffet ved, at en pengeautomat
er forsynet med en falsk front, så kundernes betalingskortnummer
og pinkode har kunnet aflæses.
Efter forslagets stk. 3 er ægte kort ikke omfattet af reguleringen.
Udvalget har fundet, at de gældende regler i tilstrækkeligt
omfang dækker dette område ...”
5.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis
5.4.1. I det følgende redegøres for resultaterne af Straffelovrådets
statistiske undersøgelse af domspraksis i sager om pengefalsk mv.
(§§ 166-169), jf. s. 66, sml. i øvrigt pkt. 2.4 og 3.5
ovenfor. Det fremgår, at forholdsvis mange af de i alt 142 afgørelser
angår unge lovovertrædere under 18 år (19 pct.). Ingen
af de dømte er tidligere straffet for pengefalsk eller andre forbrydelser
vedrørende penge (straffelovens 18. kapitel). 44 pct. af afgørelserne
er ubetingede frihedsstraffe med straflængder fra 30 dage til 2_
år. To tredjedele er på højst 1 år. 38 pct. af
afgørelserne er betingede frihedsstraffe, der typisk ikke overstiger
4 måneder. 11 pct. af afgørelserne er bødestraffe.
Der er ingen tegn på ændringer i domspraksis i den undersøgte
periode.
5.5. Straffelovrådets overvejelser
5.5.1. §§ 166 og 167 indgår i Straffelovrådets oversigt
baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor, i kategorien
”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på
10 års fængsel. Denne kategori omfatter også visse andre
forbrydelser, sml. oversigten. Den anførte kategorisering indebærer
i forhold til gældende ret, at strafmaksimum reduceres med 2 års
fængsel. § 168 er henført til kategorien ”andre grove
overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel.
Det er ensbetydende med, at strafmaksimum nedsættes med 1 års
fængsel. §§ 169 og 170 er placeret i kategorien ”diverse”,
hvor alene bøde indgår i strafferammen. Det svarer for så
vidt angår § 169 til gældende ret. For § 170 fører
placeringen til, at den hidtidige adgang til at idømme fængselsstraf
i indtil 3 måneder udgår.
5.5.2. Som det fremgår af pkt. 5.3 ovenfor, har spørgsmålet
om kriminalisering af falske elektroniske penge og betalingskort mv. været
undergivet en omfattende behandling i Udvalget vedrørende økonomisk
kriminalitet og datakriminalitet. Straffelovrådet har noteret sig
udvalgets synspunkter og forslag og finder på den baggrund ikke anledning
til at gå ind i en nærmere vurdering på dette område.
Straffelovrådet finder i lighed med 1987-betænkningen, at
det kunne overvejes at indføre en delt strafferamme for forsætlig
pengefalsk og at foretage visse andre ændringer i §§ 166-168,
sml. pkt. 5.2.1 ovenfor. Rådet har dog bl.a. under hensyn til, at
området har været genstand for nyere EU-retlig regulering (sml.
pkt. 5.1.3 ovenfor med omtale af EU-rammeafgørelsen om styrkelse
af beskyttelsen mod falskmøntneri) i det væsentlige begrænset
sig til at foreslå samme ændringer af §§ 166 og 168
som i 1987-betænkningen. For så vidt angår § 168
har rådet desuden fundet det rigtigst indtil videre at have et strafmaksimum
på 2 års fængsel. Rådet fremhæver i den forbindelse,
at strafpositionerne 10 og 2 år for de forhold, som omfattes af henholdsvis
§§ 166-167 og 168, er i tråd med hensynet til sammenhæng
i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers
minimum og maksimum, pkt. 6.3.2 og 6.3.3. Det bemærkes i øvrigt,
at de foreslåede ændringer af §§ 166 og 168 ikke
tilsigter at indskrænke det hidtidige strafbare område eller
udmålingsniveau efter de berørte bestemmelser, sml. pkt. 1.4
ovenfor og § 1, nr. 12, 27, 46 og 47, i rådets lovudkast.
§ 169 skulle ifølge 1987-betænkningen videreføres
uændret, sml. pkt. 5.2.2 ovenfor. Denne opfattelse har Straffelovrådet
fortsat. § 170 foresloges i 1987-betænkningen videreført
uændret, idet det daværende strafmaksimum på 3 måneders
hæfte dog skulle afløses af et strafmaksimum på 4 måneders
fængsel som led i afskaffelsen af hæftestraffen, sml. pkt.
5.5.2 ovenfor. Strafmaksimum forblevet uændret 3 måneder ved
hæftestraffens afskaffelse, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000. Strafpositionen
3 måneder er af tekniske grunde udeladt i Straffelovrådets
oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings
kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Der er på
den baggrund enighed om, at overvejelserne om § 170 må samles
om, hvorvidt strafferammen alene skal være bøde, eller om
fængselsstraf af indtil 6 måneders varighed også bør
indgå.
Det er gjort gældende, at de forhold, som omfattes af § 170,
kan sidestilles med de forhold, som indgår i § 169. Hensynet
til gennem strafferammesystemet at markere forbrydelsens strafværdighed
kunne således tale for at lade muligheden for at idømme frihedsstraf
udgå af § 170, så bestemmelsen på linje med oversigten
baseret på det angrebne retsgode ændres til et bødedelikt,
sml. pkt. 5.5.2 ovenfor. Det er heroverfor anført, at det ikke uden
en nærmere undersøgelse, herunder i forhold til særlovgivningen,
kan afgøres, om bestemmelsen kan gøres til et bødedelikt
uden risiko for, at der sker en tilsidesættelse af de hensyn, som
bestemmelsen skal varetage. Der er efter drøftelse i Straffelovrådet
udtrykt sympati for tanken om at gøre § 170 til et bødedelikt.
Rådet vil dog ikke afvise, at det kan have betydning for den endelige
stillingtagen til strafferammen, at der foretages en grundigere kritisk
gennemgang af bestemmelsen, hvorunder forholdet til særlovgivningen
kan belyses nærmere. Rådet finder det på den baggrund
rigtigst at pege på det mulige behov for revision af § 170 og
i øvrigt indtil videre at opretholde muligheden for at idømme
frihedsstraf, idet strafmaksimum af tekniske grunde foreslås hævet
til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 24, i rådets
lovudkast.
|