Juli 13 2020 00:22:47
Navigation
· Forside

· Køb Jydske Dollars
· Vilkår
· Om Jydske Dollars

· Fotoalbum
· Links

· Konkurrencer & Vindere

· Link til Os
· Søg

· Artikler
· Debat Forum
Tilfældigt billede
Det sidste ord.
Det sidste ord.
Sjovt
Betal med:
betal med paypal, visa, mastercard, american express, discover, bankoverførsel
RSS
Benyt vores RSS-Feeds

Seneste Nyheder
Nyeste Artikler
Seneste Forum Indlæg
Nyeste links

[Wraith Design by Kito.dk]
WIKI - Pengefalsk
5. §§ 166-170 (pengefalsk)

5.1. Gældende ret mv.

5.1.1. Straffelovens §§ 166 og 167 indeholder bestemmelser om forsætlig pengefalsk. Efter § 166, stk. 1, straffes den, som eftergør eller forfalsker penge for at bringe dem i omsætning som ægte, eller som i samme hensigt forskaffer sig eller andre eftergjorte eller forfalskede penge. Som det fremgår, er pengefalsk efter § 166 fuldbyrdet på et tidligere stadium end dokumentfalsk, der kræver, at der er gjort brug af dokumentet. Den, som ikke kan straffes efter § 166, kan efter omstændighederne straffes efter § 167 for udgivelse af eftergjorte eller forfalskede penge.

Normalstrafferammen er efter begge bestemmelser fængsel indtil 12 år. Afvigelse herfra gælder på to punkter.

For det første er maksimumstrafferammen efter § 166, stk. 2, fængsel indtil 4 år, såfremt forfalskning er sket ved at formindske værdien af gangbar mønt. Straffelovrådet antog i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse (s. 188), at denne begrænsning også må antages at gælde med hensyn til udgivelse efter § 167, i hvert fald hvis gerningsmanden ved, at forfalskning er sket ved at formindske penges værdi.

For det andet kan straffen efter § 167 gå ned til bøde, såfremt udgiveren har modtaget falske penge i god tro.

Om §§ 166 og 167 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 140 ff.

Straffelovens § 168 supplerer §§ 166 og 167 med en bestemmelse om visse uagtsomme forhold. Således straffes den, der udgiver penge, som han formoder er eftergjort eller forfalskede. Straffen er fængsel indtil 3 år. Har udgiveren modtaget pengene i god tro, kan straffen gå ned til bøde og under formildende omstændigheder bortfalde, sml. Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 144 f.

Straffelovens § 169 retter sig mod et med pengefalsk beslægtet forhold, der består i, at nogen forfærdiger, indfører eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlig ydre lighed med penge eller med et til almindeligt omløb bestemt værdipapir. Straffen er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 145 f.

Endelig straffes efter § 170 den, som uden hjemmel i lovgivningen forfærdiger, indfører eller udgiver på ihændehaveren lydende forskrivninger, der fremtræder som bestemt til i snævrere eller videre kredse at benyttes som betalingsmiddel mand og mand imellem, eller som må forventes at ville blive benyttet på denne måde. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 3 måneder. Om bestemmelsen, der ikke omfatter fremmede pengesedler, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 146.

Der er fortsat ikke mange sager i trykt retspraksis om pengefalsk. Til illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1013, hvor T1 og T2 for falskmøntneri og forsøg herpå ved fremstilling mv. af falske dollarsedler svarende til mere end 3 mio. dollars straffedes med henholdsvis 6 og 8 års fængsel. Der kan også henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372, hvor tiltalte for besiddelse af i alt 4.820 dollars i falske sedler og forsøg på udgivelse af 300 dollars heraf straffedes med fængsel i 8 måneder efter straffelovens § 167, jf. § 166, stk. 1, jf. til dels § 21.

Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 354, om T1 og T2, der havde erkendt sig skyldige i overtrædelse af § 166, stk. 1, ved under anvendelse af en farvefotokopieringsmaskine at have fremstillet ca. 100 falske 500 kr.-sedler og nogle falske 100 kr.-sedler for at bringe dem i anvendelse som ægte, hvilket skete for så vidt angik 6 af 500 kr.-sedlerne. De turde herefter ikke fortsætte og rev en del af de resterende sedler i stykker. T1, som den 1. juli 1991 var idømt en fællesstraf af fængsel i 4 måneder betinget for dokumentfalsk og bedrageri, blev nu straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder. T2, som var ustraffet, men som tillige blev fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods med hensyn til 2 kuverter indeholdende 2 personnummerbeviser, blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 53, blev to kvindelige, ustraffede tiltalte for overtrædelse af § 167, jf. § 166, stk. 1, straffet med fængsel i 60 dage hver for i en bank at have udgivet 2 falske 1.000 kr. sedler med henblik på at få sat dem ind på den ene tiltaltes konto.

Endelig kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1117, om en 38-årig ustraffet, der havde fremstillet 16 falske 500 kr.-sedler med pc, scanner og farveprinter. 6 af dem blev brugt af en kammerat, hvilket den 38-årige måtte anse for overvejende sandsynligt ville ske. Den pågældende idømtes 6 måneders ubetinget fængsel.

5.1.2. Samtlige bestemmelser har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 166 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 345 og 346 samt s. 292. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 155 samt s. 148-49, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 155 samt sp. 265-67. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3351-52 (§ 168).

For så vidt angår § 167 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 156 samt s. 148-49, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 156 samt sp. 267. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 169).

Med hensyn til § 168 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 157 samt s. 149-50, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 157 samt sp. 267-68. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 170).

Om § 169 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 348, stk. 2, samt s. 293. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 27 samt s. 25, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 28 samt sp. 405. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 171).

Endelig kan om § 170 henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 169), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 169).

5.1.3. Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen mv.) gennemførtes bl.a. de ændringer af straffeloven, som var nødvendige for, at Danmark kan opfylde EU-rammeafgørelsen om falskmøntneri. EU-rammeafgørelsen pålægger bl.a. visse pligter med hensyn til strafferammer i national ret for falskmøntneri.

Som det forudsætningsvis fremgår af pkt. 5.1.2 ovenfor, blev det ved denne lov lagt til grund, at EU-rammeafgørelsen ikke fordrede ændringer i straffelovens bestemmelser om forbrydelser vedrørende penge. Denne antagelse byggede bl.a. på, at forhold omfattet af straffelovens § 166, stk. 1, kan straffes med fængsel indtil 12 år, sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 2889 f. og 2892:

”Artikel 3-6 fastsætter kriminaliseringspligten ifølge rammeafgørelsen.

I artikel 3 opregnes de handlinger, som skal være strafbare i den nationale lovgivning. Det drejer sig om følgende handlinger:

- enhver fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt,

- indførsel, udførsel, transport, modtagelse eller anskaffelse af falske penge med henblik på udgivelse, vel vidende at de er falske,

- fremstilling, modtagelse, anskaffelse eller besiddelse, der foretages i bedragerisk hensigt, af redskaber, genstande, edb-programmer og alle andre midler, som er bestemt til fremstilling eller forandring af penge, samt hologrammer eller andre sikkerhedselementer til beskyttelse af penge mod forfalskning.

Artikel 4 medfører pligt til at sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare, hvis de begås under anvendelse af lovlige pengeudstedende myndigheders faciliteter eller materialer, men ved krænkelse af de kompetente myndigheders rettigheder eller i strid med betingelserne for de kompetente myndigheders ret til at udstede penge og uden disse myndigheders tilsagn.

Efter artikel 5 skal medlemsstaterne sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare ikke blot for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eksisterende valuta, men også for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eurosedler og euromønter, der begås, før euroen sættes i omløb den 1. januar 2002.

Efter artikel 6, stk. 1, skal de ovennævnte handlinger kunne straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering. For fremstilling og forandring af penge i bedragerisk hensigt skal der fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel, jf. artikel 6, stk. 2. Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt ...

Der er tidligere i forbindelse med forslaget til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri redegjort for de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse ... Som det fremgår heraf, anses de strafbare handlinger, der nævnes i artikel 3 og 4, bl.a. i lyset af straffelovens §§ 21 og 23 om forsøg og medvirken for at være omfattet af straffelovens regler, navnlig § 166 og § 167. I det omfang straffelovens § 166 og § 167 ikke finder anvendelse i forhold til penge, der endnu ikke er sat i omløb, anses falskmøntneri med hensyn til euroen, der begås inden den 1. januar 2002, for omfattet af straffelovens § 171 om dokumentfalsk eller straffelovens § 279 om bedrageri samt efter omstændighederne af reglerne om forsøg og medvirken. Artikel 3-5, jf. artikel 6, stk. 1, kræver derfor ikke lovændring.

Efter artikel 6, stk. 2, skal fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt kunne straffes med fængsel, og der skal fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel. Strafferammen for falskmøntneri er efter straffelovens § 166, stk. 1, fængsel indtil 12 år, mens formindskelse af værdien af gangbar mønt efter straffelovens § 166, stk. 2, alene kan straffes med fængsel indtil 4 år. Som nævnt ... har Danmark i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt. På den baggrund kræver artikel 6, stk. 2, heller ikke lovændring.”

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.2.1. Straffelovrådets drøftelse af §§ 166-168 tog udgangspunkt i, at der på daværende tidspunkt kun forelå et forholdsvis begrænset antal sager med spørgsmål om pengefalsk mv. Rådet hæftede sig også ved udvalgsovervejelser om de tilsvarende svenske bestemmelser, sml. s. 188-89:

”De ikke særlig talrige sager om pengefalsk har overvejende drejet sig om fremstilling, fremskaffelse og udgivelse af dollarsedler. De strengeste straffe er idømt efter § 166 i U 1982.1013 H: fængsel i 6 og 8 år for to personers forhold vedrørende fremstilling af falske dollarsedler til i alt over 3 mio. dollars. Se endvidere U 1953.513 H (3 år og 6 måneder, herunder bedrageri og smugleri) og U 1971.436 H om forskaffelse af ca. 150 falske 100 dollarsedler (4 år). Der forekommer også noget lavere straffe bl.a. U 1970.276 Ø om udgivelse af nogle falske canadiske 20 dollarsedler (8 måneder).

I svensk ret er pengefalsk inddelt i tre grader, for hvilke betænkningen SOU 1986:14 s. 283 foreslår følgende strafferammer (der ligger lidt lavere end i gældende ret): penningförfalskning: fængsel indtil 1 år og 6 måneder, ringa penningförfalskning: bøde eller fængsel indtil 3 måneder, grov penningförfalskning: fængsel fra 1 til 6 år (i dag fra 2 til 8 år). Strafmaksimum ligger altså efter dette forslag på det halve af det, der nu gælder i dansk ret.

Straffelovrådet finder, at det nok kunne komme i betragtning at indføre en delt strafferamme for forsætlig pengefalsk og at foretage enkelte andre ændringer i §§ 166-168. Blandt under hensyn til det ringe antal sager, der kommer til pådømmelse, har man dog begrænset sig til at foreslå nogle nedsættelser af strafmaksima uden ændring af gerningsbeskrivelsen i §§ 166-168.

Det foreslås, at strafmaksimum i § 166, stk. 1, bliver 10 år, at den praktisk betydningsløse bestemmelse i § 166, stk. 2, ophæves, at hæfte udgår i § 167, 2. pkt., og at strafferammen i § 168 bliver bøde eller fængsel indtil 1 år.”

I tilslutning til ovenstående bemærkes, at de refererede udvalgsforslag endnu ikke er gennemført i den svenske straffelov (sml. Brottsbalken, 14. kap., 6 §, hvorefter strafferammerne er henholdsvis fængsel indtil 4 år (”penningförfalskning”), bøde eller fængsel indtil 6 måneder (”ringa penningförfalskning”) og fængsel i 2 til 8 år (”grov penningförfalskning” )). Bestemmelsen blev i 2001 ændret på andre punkter, og der tilføjedes 6 a § af hensyn til EU.

5.2.2. § 169 foreslog Straffelovrådet videreført uændret. I § 170 foresloges som led i afskaffelsen af hæftestraffen det hidtidige strafmaksimum på 3 måneders hæfte afløst af et strafmaksimum på 4 måneders fængsel (sml. betænkningen s. 189). Forslaget er ikke gennemført, idet det hidtidige strafmaksimum bibeholdtes ved den lovændring, hvorved hæftestraffen afskaffedes, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000.

5.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

5.3.1. I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet har Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet behandlet forskellige spørgsmål om betalingskriminalitet, sml. kapitel 4 s. 77 ff. Se endvidere denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. Udvalget finder, at udviklingen på IT-området nødvendiggør, at der indsættes bestemmelser i straffeloven om falske elektroniske penge og om handlingerne at producere, skaffe sig, besidde med henblik på uberettiget anvendelse eller videregive oplysninger, der identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre. I det følgende omtales udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske penge, jf. pkt. 5.3.2 nedenfor. Endvidere omtales i tilslutning hertil udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre mv., jf. pkt. 5.3.3 nedenfor.

5.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske penge er beskrevet i betænkningen s. 82 ff. og 150 f. Heraf fremgår, at §§ 166-169 bør suppleres med en bestemmelse om elektroniske penge, der har et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. s. 88:

”Straffeloven indeholder i §§ 166-169 bestemmelser om eftergørelse og forfalskning af penge mv. Hovedbestemmelsen – § 166 – har fremrykket fuldbyrdelsesmoment, idet kriteriet er, at penge er eftergjort eller forfalsket for at bringe dem i omløb som ægte. Strafmaksimum i § 166 er fængsel i 12 år. Bestemmelserne vedrører imidlertid kun landenes autoriserede, almindelige betalingsmidler, og de er derfor ikke anvendelige på elektroniske penge.

Udvalget finder, at der også bør være en særlig strafferetlig beskyttelse af elektroniske penge. Udvalget finder, at et strafmaksimum på fængsel i 6 år er passende i betragtning af, at elektroniske penge, til trods for udviklingen hen imod øget brug af sådanne produkter, har en anden karakter end et lands autoriserede almindelige betalingsmidler, hvor det er hele landets betalingssystem, der skal beskyttes.”

Sml. også s. 150 f.:

”Udvalget har særligt overvejet, om området er så nyt, at en strafferetlig regulering bør afvente den videre udvikling. Udvalget finder imidlertid, at netop det forhold, at området er i hastig udvikling, taler for, at området reguleres nu. Der er herved lagt særlig vægt på, at i det omfang, det lykkes at producere falske elektroniske penge, vil der ikke være noget, der adskiller dem fra de ægte. Modtageren har vanskeligt ved at opdage, at der ikke er tale om ægte elektroniske penge. Området er opklarings- og bevismæssigt endnu mere vanskeligt end falske penge.

Udvalget finder, at elektroniske penge bør nyde en kvalificeret beskyttelse, selv om anvendelsen af dem typisk vil være omfattet af straffelovens § 279 eller § 279 a.

Udvalget finder, at problemstillingen er så nært forbundet med spørgsmålet om betalingsmidler, at reguleringen bør indsættes i straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende penge.

Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som § 169 a, og at kapitlets overskrift ændres til ”Forbrydelser vedrørende betalingsmidler”.

”§ 169 a. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uretmæssigt fremstiller, skaffer sig eller udbreder falske elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte.
Stk. 2. Ved elektroniske penge forstås elektronisk lagrede pengeværdier, der anerkendes som betalingsmidler af andre end udstederen.
Stk. 3. Ved falske elektroniske penge forstås midler, der uden at være ægte elektroniske penge er egnede til at blive brugt som sådanne.
Stk. 4. Er handlingen af særlig grov beskaffenhed på grund af den måde, hvorpå den er udført, eller på grund af beløbets størrelse, er straffen fængsel indtil 6 år.”

Udtrykket ”betalingsmiddel”, der også anvendes i EU-direktivet [Europaparlamentets og Rådets direktiv af 18/9 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (EFT L 2000 257/39] og den danske lov om udstedere af elektroniske penge [lov nr. 502 af 7/6 2001], dækker et middel, der repræsenterer en given værdi og kan benyttes som betalingsmiddel uden trediemands mellemkomst. Det dækker således ikke ”betalingsinstrumenter”, der alene er pengeanvisninger, dvs. anmodninger til en anden (f.eks. en bank) om at udbetale et vist beløb til trediemand.

Såfremt handlingen ligger tidligere end det gerningsindhold, der er omfattet af bestemmelsen, finder de almindelige forsøgsregler anvendelse.

Udvalgets forslag omfatter ikke brugen af falske elektroniske penge. Udvalget finder, at brugen fortsat skal være dækket af de almindelige bestemmelser, i praksis typisk straffelovens § 279 a om databedrageri.”

5.3.3. Udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre mv. er beskrevet s. 88 ff. og 151 ff. Det anføres bl.a.:

”Udvalget har vurderet, i hvilket omfang betalingskort kan give anledning til overvejelser om en fremrykket beskyttelse eller om en ændret regulering. Udvalget finder, at følgende områder er aktuelle:

1. Falske betalingskort.
2. Betalingskortnumre.

Udvalget finder, at både produktion, forskaffelse, besiddelse med henblik på uberettiget brug og videregivelse af falske betalingskort bør kriminaliseres.

Udvalget finder endvidere, at kriminaliseringen også bør omfatte betalingskortnumre.

Udvalget har valgt at foreslå en regulering, der ikke er knyttet til fysiske kort, men er knyttet til de relevante betalingsinformationer.

Udvalget foreslår følgende formulering af bestemmelsen:

”§ 301. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der med forsæt til uberettiget anvendelse producerer, skaffer sig, besidder eller videregiver oplysninger, der identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre.
Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse i en videre kreds eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, er straffen fængsel indtil 4 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på ægte betalingskort.”

Da der kræves forsæt til uberettiget brug består udvidelsen set i forhold til straffelovens § 21 i, at der ses bort fra konkretiseringskravet. Selv om besiddelse typisk vil indgå i produktion, forskaffelse og videregivelse, har udvalget fundet det rigtigst at nævne disse ting særskilt for at undgå fortolkningsproblemer omkring besiddelsesbegrebet.

Efter forslagets stk. 1 er alle betalingskortnumre omfattet, uanset om de er ægte, genererede eller frit konstruerede. De er endvidere omfattet, hvad enten de alene foreligger som oplysninger uden tilhørende kort, eller de foreligger på falske kort. Hovedområdet vil imidlertid være konstruerede eller eftergjorte betalingsmidler, herunder hvide kort med konstrueret eller eftergjort magnetstrimmel mv.
Forslagets stk. 2 angiver videregivelse i en videre kreds som en af de skærpende omstændigheder, der kan medføre, at forholdet henføres under stk. 2. ”I øvrigt skærpende omstændigheder” vil f.eks. kunne foreligge, hvis oplysningerne er skaffet ved, at en pengeautomat er forsynet med en falsk front, så kundernes betalingskortnummer og pinkode har kunnet aflæses.

Efter forslagets stk. 3 er ægte kort ikke omfattet af reguleringen. Udvalget har fundet, at de gældende regler i tilstrækkeligt omfang dækker dette område ...”

5.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

5.4.1. I det følgende redegøres for resultaterne af Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis i sager om pengefalsk mv. (§§ 166-169), jf. s. 66, sml. i øvrigt pkt. 2.4 og 3.5 ovenfor. Det fremgår, at forholdsvis mange af de i alt 142 afgørelser angår unge lovovertrædere under 18 år (19 pct.). Ingen af de dømte er tidligere straffet for pengefalsk eller andre forbrydelser vedrørende penge (straffelovens 18. kapitel). 44 pct. af afgørelserne er ubetingede frihedsstraffe med straflængder fra 30 dage til 2_ år. To tredjedele er på højst 1 år. 38 pct. af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, der typisk ikke overstiger 4 måneder. 11 pct. af afgørelserne er bødestraffe. Der er ingen tegn på ændringer i domspraksis i den undersøgte periode.

5.5. Straffelovrådets overvejelser

5.5.1. §§ 166 og 167 indgår i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor, i kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Denne kategori omfatter også visse andre forbrydelser, sml. oversigten. Den anførte kategorisering indebærer i forhold til gældende ret, at strafmaksimum reduceres med 2 års fængsel. § 168 er henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Det er ensbetydende med, at strafmaksimum nedsættes med 1 års fængsel. §§ 169 og 170 er placeret i kategorien ”diverse”, hvor alene bøde indgår i strafferammen. Det svarer for så vidt angår § 169 til gældende ret. For § 170 fører placeringen til, at den hidtidige adgang til at idømme fængselsstraf i indtil 3 måneder udgår.

5.5.2. Som det fremgår af pkt. 5.3 ovenfor, har spørgsmålet om kriminalisering af falske elektroniske penge og betalingskort mv. været undergivet en omfattende behandling i Udvalget vedrørende økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering på dette område.

Straffelovrådet finder i lighed med 1987-betænkningen, at det kunne overvejes at indføre en delt strafferamme for forsætlig pengefalsk og at foretage visse andre ændringer i §§ 166-168, sml. pkt. 5.2.1 ovenfor. Rådet har dog bl.a. under hensyn til, at området har været genstand for nyere EU-retlig regulering (sml. pkt. 5.1.3 ovenfor med omtale af EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri) i det væsentlige begrænset sig til at foreslå samme ændringer af §§ 166 og 168 som i 1987-betænkningen. For så vidt angår § 168 har rådet desuden fundet det rigtigst indtil videre at have et strafmaksimum på 2 års fængsel. Rådet fremhæver i den forbindelse, at strafpositionerne 10 og 2 år for de forhold, som omfattes af henholdsvis §§ 166-167 og 168, er i tråd med hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.2 og 6.3.3. Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede ændringer af §§ 166 og 168 ikke tilsigter at indskrænke det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau efter de berørte bestemmelser, sml. pkt. 1.4 ovenfor og § 1, nr. 12, 27, 46 og 47, i rådets lovudkast.

§ 169 skulle ifølge 1987-betænkningen videreføres uændret, sml. pkt. 5.2.2 ovenfor. Denne opfattelse har Straffelovrådet fortsat. § 170 foresloges i 1987-betænkningen videreført uændret, idet det daværende strafmaksimum på 3 måneders hæfte dog skulle afløses af et strafmaksimum på 4 måneders fængsel som led i afskaffelsen af hæftestraffen, sml. pkt. 5.5.2 ovenfor. Strafmaksimum forblevet uændret 3 måneder ved hæftestraffens afskaffelse, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000. Strafpositionen 3 måneder er af tekniske grunde udeladt i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Der er på den baggrund enighed om, at overvejelserne om § 170 må samles om, hvorvidt strafferammen alene skal være bøde, eller om fængselsstraf af indtil 6 måneders varighed også bør indgå.

Det er gjort gældende, at de forhold, som omfattes af § 170, kan sidestilles med de forhold, som indgår i § 169. Hensynet til gennem strafferammesystemet at markere forbrydelsens strafværdighed kunne således tale for at lade muligheden for at idømme frihedsstraf udgå af § 170, så bestemmelsen på linje med oversigten baseret på det angrebne retsgode ændres til et bødedelikt, sml. pkt. 5.5.2 ovenfor. Det er heroverfor anført, at det ikke uden en nærmere undersøgelse, herunder i forhold til særlovgivningen, kan afgøres, om bestemmelsen kan gøres til et bødedelikt uden risiko for, at der sker en tilsidesættelse af de hensyn, som bestemmelsen skal varetage. Der er efter drøftelse i Straffelovrådet udtrykt sympati for tanken om at gøre § 170 til et bødedelikt. Rådet vil dog ikke afvise, at det kan have betydning for den endelige stillingtagen til strafferammen, at der foretages en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen, hvorunder forholdet til særlovgivningen kan belyses nærmere. Rådet finder det på den baggrund rigtigst at pege på det mulige behov for revision af § 170 og i øvrigt indtil videre at opretholde muligheden for at idømme frihedsstraf, idet strafmaksimum af tekniske grunde foreslås hævet til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 24, i rådets lovudkast.

Del denne side
| | | | |
[T-SHIRT]
Stats
Siden dannet på: 0.08 sekunder 4,664,231 Unikke besøg